Indimellem kan det være rart med et friskt og nyt look. Og her er hårfarve altså en ret genial opfindelse. Du kan nemlig få lige præcis den hårfarve, du ønsker dig. Og det er endda både billigt og nemt – og kan klares hjemme i stuen.
I denne hårfarve guide hjælper vi dig igennem de forskellige typer af hårfarve til hjemmebrug, ligesom du får hjælp til at vælge den helt rigtige farve til netop dit behov ud fra blandt andet hud- og øjenfarve.
Du får dermed styr på alt fra skyllefarver til toning og permanent farve, og hvornår du bør vælge hvad. Ligesom du får gode råd til selve farvningen og til at forlænge hårfarvens levetid efterfølgende.
Bedste hårfarve
Nedenfor har vi samlet 10 af de bedste hårfarver på markedet. Udvalget breder sig over mange forskellige farver og typer, så du har det bedste udgangspunkt for at vælge, uanset om du ønsker lysere hår, mørkere hår eller skyllefarve i vilde nuancer.
Vores favorit (platinium blond)
Bedste chokolade brun
Bedste lyse blond
Bedste mørke brun
Bedste med vilde farver
Bedste rød
Bedste grå
Bedste naturlig blond
Bedste kolde brun
Bedste copper rød
Wella Color Fresh Mask Pearl Blonde
Plejende hårmaske med farven Pearl Blonde, der giver en midlertidig farvning af håret eller en genopfriskning til hår, der er kemisk farvet.
Bedste egenskaber
- Hårmaske med farve
- Til lyseblond hår
- Vegansk og silikonefri
Trænger dit lyse hår til glans eller et friskere udseende, er denne hårmaske med farve helt perfekt. Her får du resultatet efter 10 minutter i badet, og du slipper for at bruge en masse tid på mere permanent farve.
Produktet er en semi-permanent hårfarve, der skal gentages løbende. Resultatet afhænger af din hårfarve og hårtype, men typisk vil dit hår blive blødere med mere glans, og nuancen vil ændre sig.
Hårmasken har også en plejende og beskyttende effekt, der er perfekt til hår, der er kemisk farvet. Masken kan altså hjælpe med at få farvet hår til at holde sig pænt i længere tid.
Wella Color Touch Chocolate
Genopfriskende tone-i-tone farve, der kan give hår, der er kemisk farvet, fornyet glans, men som også kan farve din naturlige hårfarve et par toner.
Bedste egenskaber
- Farve: Chokolade-brun
- Toningsfarve
- Holder 4-8 uger
Ammoniak-fri hårfarve til brunt hår. Farven kan med fordel bruges til opfriske hår, der er er permanent farvet, men den kan også tone hårets naturlige farve i andre nuancer.
Netop fordi der er tale om en såkaldt toningsfarve, bør den ikke bruges til at farvning på mere end 1-3 toner fra din egen hårfarve.
Farven på pakken er vejledende, og den endelige farve afhænger af din nuværende hårfarve samt din hårtype.
Der er tale om en “ultra-glansfuld” farve, som giver håret en flot glans, der varer ved i 4-8 uger.
Préférence Recital 7.3 Florida Honey Blond
Permanent hårfarve fra L’Oréal, der er anmelderrost og giver ekstra glans.
Bedste egenskaber
- Farve: Mellemblond
- Permanent resultat
- Ekstra glans
Vil du gerne farve håret permanent, skal du gå efter en såkaldt permanent hårfarve. Altså en hårfarve, der ikke falmer og forsvinder efter nogle hårvaske, men som bliver i håret, indtil det er vokset ud og klippet af.
LÓréal laver mange gode hårfarver i forskellige farver og nuancer, hvoraf denne Honey Blond er mellem de rigtig populære. Den giver flot blond hår med glans – uden at det ser hverken gult eller leverpostejsfarvet ud.
Farven er gelebaseret og nem at påføre – og så falmer den ikke med tiden. Det vil sige, at du har glæde af både farve og glans længe. Du kan med fordel også fylde op med samme farve, når hårrødderne trænger til en ny omgang farve ved udgroning.
Garnier Nutrisse Cream Brun
Cremet permanent hårfarve i en mørkebrun nuance, der dækker godt og indeholder plejende olier.
Bedste egenskaber
- Farve: mørkebrun
- Permanent resultat
- Dækker grå hår 100%
Hårfarve kan være hårdt for det naturlige hår. Derfor er denne lækre og cremede hårfarve fra Garnier pumpet med naturlige olier, der fugter og plejer. På den måde mindskes skaden fra hårfarven.
Det er mørkebrunt hårfarve, hvor nuancen afhænger af din nuværende hårfarve samt hårtype. Den er fuld af glans, og dækker så godt, at alle grå hår forsvinder.
Den medfølgende hårcreme til efterbehandling plejer og styrker og modvirker tørt hår i op til 8 uger. En helt genial hårkur at vedlægge en hårfarve.
Hvis du har lysere hår og ønsker det sort, kan det være en god idé at farve dit hår mørkebrunt, inden du eventuelt går over i en helt sort hårfarve.
OSMO Color Psycho The Wild One Starter Kit
Hårfarvesæt med 7 vilde farver, der kan peppe ethvert outfit op.
Bedste egenskaber
- Indeholder 7 forskellige farver
- Semi-permanente hårfarver
- Fri for parabener
Er du typen, der skifter hårfarve, som andre skifter underbukser, er dette hårfarvesæt lige noget for dig. Det indeholder også en særlig Color Tamer, der giver farverne en mere dæmpet nuance (pastelfarver), hvis det er mere noget for dig.
Sættet indeholder hele 7 forskellige nuancer i mere eller mindre vilde pangfarver. Fordelen er, at hårfarverne er semi-permanente og dermed kun holder 2-4 uger, inden de er vasket helt ud af håret igen.
Det er oplagt med dette sæt, hvis du gerne vil eksperimentere med forskellige farver, inden du farver håret permanent, eller hvis du godt kan lide at skifte hårfarve tit.
Farverne er fri for parabener og indeholder desuden plejende og blødgørende olie samt fugtgivende panthenol.
Garnier Olia Extra Deep Red
Oliebaseret hårfarve uden ammoniak, der giver 3 gange mere glans end almindelige hårfarver.
Bedste egenskaber
- Farve: rød
- Oliebaseret
- Permanent resultat
Denne hårfarve fra Garnier er helt særlig, da det er den første oliebaserede hårfarve, der ovenikøbet giver ekstra glans. Faktisk 3 x så meget glans som en traditionel hårfarve. Og så dækker den grå hår 100%.
Og oliebaseret er ikke bare et label. Hårfarven består af hele 60% naturlig blomsterolie. Dermed får du også en masse plejende og fugtgivende egenskaber med i købet.
At farven er baseret på naturlige olier giver samtidig også en mere skånsom farvning for både hår og hovedbund. Lider du af sart hovedbund, er det dermed et rigtig godt valg, når du ønsker at farve hår.
L’Oréal Paris Silver Grey
Smuk silver grey hårfarve, der giver et unikt look med masser af shine.
Bedste egenskaber
- Farve: silver grey
- Permanet hårfarve
- 6 x hårmaske medfølger
Er du træt af de traditionelle hårfarver, er det denne silver grey variant fra LÓréal, du skal have fingrene i. Den giver et smukt resultat med masser af glans. Faktisk op til 3 x mere glans end andre hårfarver.
Hårfarven er permanent, og du får ekstra glans i op til 8 uger, inden glansen begynder at gå af. Til gengæld medfølger der en hårmaske, der kan bruges op til 6 gange for at forlænge det sølvgrå look.
Farven anbefales til dig, der har en nuance af blond hår. Den kan altså ikke bruges direkte i mørkt hår, som bør afbleges før brug.
Garnier Olia Hårfarve 8.0 Blond
Oliebaseret blond hårfarve, der er god til sensitiv hovedbund og fri for ammoniak.
Bedste egenskaber
- Farve: blond
- Permanent resultat
- Fri for ammoniak
Som alternativ til de mere skrappe og kemiske hårfarver, er der Garniers Olia hårfarver, som er baseret på 60% naturlige blomsterolier. Det er altså en væsentligt sundere måde at farve dit hår lysere på.
Udover at være skånsom for hår og hovedbund, får du også gavn af de fugtgivende og plejende olier, og så yder den oliebaserede hårfarve ekstra glans sammenlignet med mange af de øvrige hårfarver på markedet.
Udover at være et skånsomt alternativ, dækker hårfarven rigtig godt – så godt, at grå hår dækkes 100%. Farven vokser ud med håret og kan nemt fyldes op i hårrødderne.
Milk_shake Cold Brown
Vil du gerne påvirke dit kemisk farvede hår eller gå en nuance eller to op i din naturlige hårfarve, er denne balsam-farve vejen frem.
Bedste egenskaber
- Farve: mørkebrun
- Holder 8-10 hårvaske
- Skaber andre nuancer i hårfarven
Forandring fryder, og denne semi-permanente farve er en både hurtig og nem måde at skabe lidt forandring, uanset om dit hår allerede er farvet, eller om du gerne vil skabe glans og nuance i din egen hårfarve.
Farven blandes via farve og skum, og det er nemt at tjekke farven på et stykke papir og enten tilføje mere skum for en lysere nuance eller mere farve for en mørkere nuance.
Når den helt rigtige farve er blandet, fordeles den i håret og sidder i 5-30 minutter. Tiden påvirker farven på det endelige resultat. Du har glæde af farven i 8-10 hårvaske og kan nemt ændre den med en ny omgang farve efterfølgende.
L’Oréal Paris Vivid Colors Copper
Unik permanent hårfarve, der giver en flot og glansfuld kobberfarve. Op til 8 ugers fuld glans.
Bedste egenskaber
- Farve: kobber
- Permanent resultat
- 6 x hårmaske medfølger
L’Oréal har lavet denne serie af unikke hårfarver til dig, der ikke er bange for at skille dig ud. Der er tale om nuancer, der afviger fra de naturlige, og i stedet giver et mere personligt udtryk.
Farverne er ekstra glansfulde i op til 8 uger. Der medfølger nemlig hårmaske, som kan bruges cirka 6 gange, der forlænger den umiddelbare glans, som forbindes med nyfarvet hår.
Farverne fra L’Oréal tilbyder intet mindre end 3 x så meget glans som alternative permanente hårfarver – og glansen holder også i længere tid.
Sådan finder du den bedste hårfarve til dig
Du kan i princippet farve dit hår i lige akkurat dén farve, du har lyst til. Det er dog ikke alle hårfarver, der komplimenterer din hud, dine øjne og din personlige stil lige godt.
Går du efter at skabe en helhed, hvor alle deler passer sammen og er klædelige, skal du kigge på farver og undertoner i både hud, hår, øjne og tøj.
Kolde toner komplimenterer andre kolde toner, og varme toner komplimenterer varme. Blander du varme og kolde toner, kommer looket hurtigt til at virke unaturligt og endda modstridende i nogle tilfælde.
Overordnet set kan du kigge på følgende parametre, når du skal vælge hårfarve:
- Din hud
- Dine øjne
- Din personlige stil
- Din nuværende hårfarve
Din hud
Din hud er måske det vigtigste i valget af hårfarve. Mørke og varme hudtoner indbyder til varme farver og nuancer, mens lyse og kolde hudtoner i højere grad indbyder til kolde farver og nuancer.
Lys hud kalder altså på kolde undertoner i hårfarven, mens mørkere hud i højere grad kalder på mørkt hår eller som minimum varme undertoner.
Dine øjne
Dine øjne ses ikke nær så meget som din hud, men går du efter et naturligt resultat, skal hårfarve og øjenfarve også matche i toner. Det er netop derfor, at lyshårede i højere grad har blå øjne, mens mørkhårede har brune øjne fra naturens side.
Den bedste hårfarve komplimenterer altså både din hudfarve og din øjenfarve.
Din personlige stil
Især om vinteren er en del af huden dækket af tøj. Og netop de farver, du vælger tøj i, kan med fordel også passe i nuancer til din hårfarve.
Du kan dog også være komplet ligeglad og vælge både tøj og hårfarve, fordi DU kan lide det, uagtet om det teoretisk set passer sammen i farver og toner.
Din nuværende hårfarve
Den hårfarve, du er udstyret med fra naturens side, vidner om, hvad der naturligt passer til dig i forhold til dit pigment.
Ønsker du at skifte hårfarve – især hvis det er første gang – er det en god idé at nøjes med en farve, der kun afviger en tone eller to fra den hårfarve, du naturligt har. Og at vælge en farve, der har samme undertoner som dit naturlige hår.
Har dit nuværende hår kolde undertoner, er det dermed en fordel at vælge en anden farve, der også har det. Typisk vil det se unaturligt ud at vælge varme undertoner, hvis dit pigment er baseret på kolde – og det ses jo netop også i øjenfarve og hudfarve.
Brug en app for at prøve forskellige farver (My Hair [iD])
Når først håret er farvet, er der ikke meget at gøre. Slet ikke hvis farven blev for mørk. Det anbefales nemlig ikke at give håret en ny omgang farve med det samme for at ændre looket, da hårfarve slider en del på håret.
I stedet for at kaste dig ud i det og blive overrasket over resultatet, når du efterfølgende kigger dig i spejlet, kan det være en god idé at afprøve hårfarven på forhånd via en “hvilken hårfarve passer til mig test” – og det findes der efterhånden en del apps, der kan hjælpe dig med.
My Hair [iD] er én af disse apps, hvor du kan teste forskellige farver og nuancer på dig selv, inden du køber den helt rigtige hårfarve. Mange frisører bruger allerede app’en.
Valg af farve
Hårfarve angives i såkaldte toner. Det er et nummer, der er angivet udenpå pakningen. Typisk angiver tallet før kommaet selve farven, mens et eventuelt tal efter kommaet angiver nuancen.
Tonerne på en hårfarve skala kaldes også tonehøjder, og du kan få et overblik herunder:
- 1 = Sort
- 2 = Sortbrun
- 3 = Mørkebrun
- 4 = Brun
- 5 = Lysebrun
- 6 = Mørkeblond
- 7 = Blond
- 8 = Lyseblond
- 9 = Ekstra lyseblond
- 10 = Super lyseblond
Det er også ovenstående toner, der skelnes imellem, når du skal farve hår x antal tonere lysere eller mørkere.
Ønsker du rødt hår, vil det typisk være en brun farve med røde undertoner.
Er du gråhåret, vil du opleve et resultat, der umiddelbart holder længere, hvis du vælger lyse hårfarver. Det skyldes, at grå hår og lyse hår ligger tættere på hinanden tonemæssigt end grå hår og mørkere hår.
Har du kun enkelte grå hår, giver det bedst mening at farve dit hår i en farve, der ligger tæt på din naturlige hårfarve.
Vælg en farve der passer til din normale hårfarve
Det er ikke nok bare at vælge en hårfarve og så gå hjem og farve hår. Resultatet afhænger nemlig i høj grad af normal hårfarve; altså din nuværende hårfarve, uanset om den er naturlig eller kemisk farvet.
De fleste hårfarver er forsynet med oplysninger om, hvilken hårfarver de egner sig. Har du mørkebrunt hår og vil gerne have en lidt lysere brun farve, skal du vælge en hårfarve til mørkt hår i den tone, du ønsker.
Hvilken type hårfarve skal du bruge?
Når du skal vælge hårfarve, er det ikke kun selve farven, du skal kigge på. Det er i høj grad også typen.
Overordnet set kan der skelnes mellem følgende typer af farve:
- Permanent hårfarve
- Toningsfarve
- Skyllefarve
- Afblegning
Permanent hårfarve
Nogle hårfarver er permanente. Det vil sige, at de trænger dybt ind i hårstrået, og at farven ikke forsvinder igen. Det kræver enten en ny omgang farve eller at lade håret gro helt ud, når du ikke længere ønsker den valgte hårfarve.
Udover, at permanent farve er til dig, der gerne vil ændre hårfarven permanent (indtil din naturlige hårfarve vokser ud igen), er permanent hårfarve også det eneste rigtige valg, hvis du ønsker at ændre din hårfarve mere end 3 toner.
Permanent farve er desuden den bedste hårfarve til gråt hår, hvis du ønsker fuldstændig dækning.
Toningsfarve
Toningsfarve er udviklet til at tone den farve, du har i håret i forvejen. Særligt kemisk farvet hår, hvor nuancen ikke helt blev som ønsket.
Toningsfarve kan altså ikke farve håret en anden farve, men kan tone den hårfarve, håret i forvejen har (fået). Til gengæld kan du ændre tonen 1-2 tonehøjder. I nogle tilfælde 3.
Toningsfarve er typisk semi-permanent farve, der holder i x antal uger. Du skal dermed igennem løbende behandlinger for at beholde farven.
Toningsfarve er også oplagt til dig, der gerne vil eksperimentere med forskellige nuancer, inden du vælger en permanent farve.
Skyllefarve
Skyllefarve er hårfarve, der vaskes ud efter x antal hårvaske. Det kaldes typisk semi-permanent farve. Farverne holder i 6-8 uger eller til 8-10 hårvaske, hvor de holder flot i starten og derefter stille og roligt mister sin farve over de sidste hårvaske.
Skyllefarve er også oplagt til dig, der bare vil ændre nuancen på dit hår.
Afblegning
Vil du gerne have lysere hår; enten fordi du bare gerne vil prøve at have helt lyst hår, eller fordi du gerne vil lysne håret, inden en anden farve skal i, skal det afbleges.
Afbleget hår kræver en særlig type farve. Du kan dermed ikke bare brug en blond hårfarve i brunt hår og så satse på at få et godt resultat. Det får du højst sandsynligt ikke.
Afbleget hår kræver hårfarve, der kan gå ind og lysne håret markant i dets pigment. Derudover afhænger din nuværende hårtoning af, hvilken type afblegning, du har behov for.
Har du mørkebrunt hår, skal du typisk afblege det, inden du vælger en blond farve.
Sådan farver du hår (guide)
Vær opmærksom på, at der kan være ret store forskellige fra produkt til produkt i forhold til anvendelsen. Det gælder især mellem de forskellige typer af hårfarve. Du bør som udgangspunkt altid følge anvisningen på produktet for at opnå det bedste resultat.
Permanent hårfarve guide:
- Rens håret for alle stylingprodukter
- Tør håret grundigt, så det som minimum er håndklædetørt
- Dæk skuldrene med et gammelt håndklæde eller tilsvarende
- Bland farven efter anvisninger på pakken
- Påfør farven efter anvisninger på pakken; typisk i baner i hårets retning
- Massér farven ind i håret (brug handsker)
- Lad farven sidde i håret i den angivne tid
- Skyl farven ud af håret; skyl godt efter
- Brug eventuelt den medfølgende hårkur
Ikke-permanent hårfarve kan have en anden fremgangsmåde. Sørg altid for at læse brugsanvisningen på pakken, inden du går i gang.
Gode råd efter hårfarvning
Én ting er selve hårfarvningen, som er udførligt beskrevet i vejledningen på det enkelte produkt. Noget andet er, hvad du efterfølgende kan gøre for at pleje håret uden at skade farven.
Uagtet valget af hårfarve, er der tale om kemisk farve, som mister farve og/eller glans over tid. Derfor er efterfølgende behandling af håret vigtigt for at forlænge holdbarheden.
Vask først hår efter 3 dage
Ved kemisk farve, åbner hårstråene sig. Det tager cirka 3 dage, før de er helt lukkede igen. Derfor er det en god idé at vente 3 dage med at vaske håret, fra du har vasket overskudsfarven ud ved hårfarvningen.
Vask hår så sjældent som muligt
Jo oftere, du vasker håret, des hurtigere vil farven blive kedelig at se på. Det gælder især ved semi-permanente hårfarver, der har en begrænset holdbarhed, men også i forhold til glansen ved de permanente farver.
Brug sulfatfri shampoo
Sulfater er det, der får en traditionel shampoo til at skumme godt. Det er også det primære rensemiddel i de fleste shampooer.
Dog er sulfater skrappe for håret og vil dermed hurtigere nedbryde farve og glans fra hårfarve. Desuden tørrer sulfater også håret ud og skaber ubalance i hovedbunden.
Derfor er det stort set altid – men især når du har farvet hår – en god idé at vælge en shampoo uden sulfater. Det samme gælder i øvrigt balsam.
Brug shampoo til farvet hår
Dit farvede hår kan have ekstra brug for pleje, og derfor er det typisk en fordel at vælge en shampoo, der er særligt udviklet til formålet.
Vær dog opmærksom på, at en del shampooer til farvet hår indeholder sulfater, som du bør undgå. Vælg i stedet en shampoo til farvet hår uden sulfater. Alternativt kan du vælge en shampoo, der tilfører håret godt med fugt.
Skru ned for det varme vand
Varmt vand får hårstråene til at åbne sig, og det betyder, at du lettere får vasket en lille del af hårfarven ud, når du vasker hår.
Selvom det er knap så behageligt at vaske hår i koldt vand, kan du med fordel skrue lidt ned for varmen og nøjes med at vaske hår i lunkent vand, hvis du vil have farve og glans til at holde længere.
Undgå svømmehaller og pools
Poolvand – og det gælder også det i svømmehallen – er fyldt med klor. Og eftersom klor har en blegende effekt, er det bedst at undgå, hvis du gerne vil bevare hårfarven længst muligt.
Får du alligevel lyst til en svømmetur, kan du enten bruge badehætte under svømningen, eller du kan vaske hår med en beskyttende balsam umiddelbart inden, du skal svømme.
UV-beskyt håret
Solens stråler bleger håret, så medmindre du har valgt en helt lys hårfarve, bør du ikke udsætte dit farvede hår for store mængder af sol.
Du kan enten bruge en UV-beskyttende hårmaske, eller du kan bruge solhat, når du opholder dig i solen om sommeren eller på ferien, når UV er højt.
Hvilken hårfarve er bedst?
Den bedste hårfarve er den hårfarve, der passer bedst til dig, uagtet om det er en “hårfarve testvinder”, “hårfarve – bedst i test” eller tilsvarende.
Der er nemlig forskel på, om det er den bedste hårfarve i forhold til skånsomhed, den bedste hårfarve i forhold til dækning eller det bedste farvevalg i forhold til dit hår.
I guiden ovenfor kan du få hjælp til at vælge den rigtige type hårfarve, farve og undertoner ud fra blandt andet hud, øjne og personlige til.
Permanente farver dækker som udgangspunkt bedst. Det kræver dog stadig, at farven passer til dit hår, da resultatet ellers kan afvige fra billedet på pakken.
Oliebaserede farver er typisk de mest skånsomme, hvis du gerne vil passe lidt på din hovedbund og dit hår. Dog indeholder skyllefarver og toningsfarver ofte mindre skrap kemi end permanente farver; de holder dog heller ikke nær så længe.
Ofte stillede spørgsmål
Hvilken hårfarve er mindst skadelig?
Som udgangspunkt er skyllefarver og toninger – altså semi-permanent hårfarve – mindre skadeligt for håret end permanent farve. Du kan også med fordel vælge delvis farvning såsom lyse striber frem for at farve hele håret.
Hvilken hårfarve passer bedst til brune øjne?
Brun er en varm farve, så varme og mørke hårfarver passer bedst til brune øjne. Ønsker du ikke mørkere hår, kan du i stedet gå efter rødlige og gyldne nuancer.
Hvilken hårfarve er bedst til gråt hår?
Har du hår, der er begyndende eller helt gråt, bør du vælge en hårfarve med god dækning. Typisk er det de permanente farver, der dækker bedst. Vælg en variant, der er udviklet til at dække grå hår 100%.
Hvor ofte må man farve hår?
Det er hårdt for håret med kemisk farve. Derfor kan du som alternativ “fylde op” ved at farve udgroningen med 10-12 ugers mellemrum frem for at farve hele håret igen.